ISTDP og anden metodeerfaring 📚

Jeg har afsluttet en 3-årig efteruddannelse i Intensiv Psykodynamisk Psykoterapi (ISTDP) i foråret 2023 og er fortsat med at videreuddanne mig i heri.

Jeg har selv modtaget terapi i ISTDP, og ved hvordan det er, at sidde i den anden stol og hvor effektfuld  metoden er i forhold til symptomlettelse og årsagsforståelse med mulighed for heling af traumer og nye handlemønstre. Derfor tror jeg på, at det også kan hjælpe dig bedst muligt videre med de følelsesmæssige vanskeligheder, som du slås med og oplever i relation til andre mennesker.

ISTDP har videnskabeligt dokumenteret effekt ved behandling af en lang række tilstande heriblandt mange forskellige former for angst og stress. I 2016 blev metoden anbefalet af Sundhedsstyrelsen til behandling af depression. Du kan læse mere om metoden her:Dansk Selskab for ISTDP.

Igennem min studietid, videre ind i mit arbejdsliv og i sammenhæng med de mange problematikker, vi mennesker kan slås med igennem et helt liv, har jeg fået kendskab til og været inspireret af flere forskellige retninger og metoder. De har alle  givet mig forskellige gode perspektiver på det terapeutiske arbejde.

Jeg har i studietiden været betaget af socialkonstruktionismen – hvis antagelse er, at der ikke findes en objektiv sandhed, af psykoanalysen og Freud, som modpol til dette – hvis antagelse er, at mennesket har et det, jeg og overjeg  og psykodynamisk teori som ser på samspillet mellem følelser, tanker og det ubevidste.

I mit arbejdsliv har jeg arbejdet specifikt med kognitiv adfærdsterapi – en terapiform, som fokuserer på, hvad mennesket tænker/erkender om sig selv og sine vanskeligheder. Jeg finder den kognitive tilgang særlig god, hvis du fx er fastlåst i en negativ tankespiral, som tit ses ved angst, stress og depression og selvværdsproblematikker, da metoden tilstræber at identificere tankemønstre og derefter ændre handlinger og tanker i en mere positiv retning. Ved brug af den kognitive metode arbejder du og jeg sammen om at finde ud af, om der er nye og mere relevante måder at fortolke og forstå verden på end den nuværende. Det betyder i praksis, at vi finder konkrete øvelser, som kan bruges i dagligdagen uden for samtalerummet og derved indlære nye færdigheder.

 Jeg har ligeledes arbejdet med den emotionsfokuserede metode – en terapiform som fokuserer på følelserne/emotioner og hvilken betydning de har for vores tanker og handlinger. Det som jeg altid har med mig og som er et fokus i den emotionsfokuserede metode (primær ophavsmand: Leslie Greenberg inspireret af Carl Rogers) er særligt mødet og relationen, som opstår med dig, som skal skabes i et trygt og empatisk rum. Det betyder, at jeg ihærdigt fra øjeblik til øjeblik i samtalen forsøger at spejle og spørge ind uden tolkinger og fordomme. Når relationen er veletableret vil min interventionsform blive mere aktivt guidende.

Den emotionsfokuserede metode er også relevant at bruge for at opnå forståelse for følelser, som kan være svære at relatere sig til. Det kan hjælpe til at gøre dig opmærksom på dine følelser og at udtrykke dem. Det er en metode, som hjælper til at acceptere og regulere følelserne og få dem til at give mening. På den måde kan følelserne blive noget, som du kan navigere efter på den bedste måde, i stedet for at du måske har en oplevelse af, at følelserne er en forstyrrende hindring i forhold til at have det godt.

- for at følge med i, hvad der sker i min klinik, nyt på bloggen, faglig viden, tanker mm.